Handlingens sange og Retfærdighedens hav.

Så er det blevet torsdag og jeg har været her i 3 dage. Hende jeg bor hos burde komme hjem i dag, så der bliver ikke så ensomt mere. Men har faktisk haft det ok med det. Ingen nervøse sammenbrud dér...



Indtil videre har mine dage kørt i ca. samme skema: møde kl.11 på kontoret, kl.15 kører vi bussen rundt i LA (LittlehAmpton) og henter unge hvorefter vi kører ud og laver nogle forskellige aktiviteter. Aften sluttes af med noget aftensmad hos Mark Yates. Er næsten begyndt at få nogle faste rutiner, så det er meget hyggeligt!
Jeg sover dog ret meget, 9-10 timer hver dag. Måske pga. at man hele tiden skal tale/tænke engelsk. I forhold til min hverdag derhjemme har jeg dog god tid til at skrive videre på sangene til vores kommende debut-album medio 2008 (www.reflektmusik.dk).

Det giver en hel ny dimension på sangskrivningen pludselig at befinde sig et sted man ikke kender til og være på egen hånd. Hørte et interview med Tina Dickow hvor hun sagde at hun tog til London helt alene fordi hun skrev bedst når følte sig en anelse usikker/alene. På en måde kan jeg godt følge hende.
For at skrive sange bliver du nødt til at have kendskab til de ting du skriver om. Tænk hvis jeg var opererede folk uden at have kendskab til kroppens anatomi. I dette tilfælde gælder det også om liv&død siger du måske, men egentlig påvirker musik os nok mere end vi tror.

Jeg er ved at skrive en sang kaldet ’Let love be the foundation of your acts’. Ja, jeg ved det. Ret uoriginal titel. Endnu en sang om at vi skal elske hinanden. Men vi har åbenbart ikke hørt dette budskab nok gange for elsker vi hinanden?
Ja, selvfølgelig elsker vi vores kære, men det gør alle jo. Burde vi kristne ikke elske alle og enhver inklusiv vores fjender ubetinget? Derfor starter sangen også sådan her:

”Yes, I know you’ve heard these words before. But tonight let them fall to the ground and take root in your life.”

Hvor meget af det Gode Budskab har slået rod i dine og mine gerninger?

En ting jeg hader ved at skrive sange er at man tit fristet til at læne sig tilbage og bare iagttage tingene og derefter blande nogle toner med forskellige antal Hz og rode nogle bogstaver sammen indtil de giver mening. Hvor meget forandrer det folks liv?! Ikke en meter.
Vi musikere/kunstnere er rene iagttagere. Vores storladne ord om at forandre denne verden går tabt i massen.

Jeg ønsker at være anderledes. Ingen fordømmelse. Kun min egen selvfordømmelse. Derfor er det også så godt at være her. At skrive ’Let love be the foundation of you acts’ her. Midt i så megen smerte, lavt selvværd og identiteter der er som plakatsøjler (Den var for alle Jer der har downloadet singlen – www.rocknsoulrecords.dk ;D ). Jeg kan ikke læne mig tilbage og iagttage. Kan ikke flygte ind i mine metaforer. Her gør jeg en forskel. Min sang skabes ud af handling. Må alle mine sange skabes sådan. I relationen til Min Himmelske Fader og Smertens Børn.



På væggen over mig hænger en plakat. En bykort bliver oversvømmet af oceanet. Der står:

”I hate all your show and pretense – the hypocrisy of your religious festivals and solemn assemblies. I will not accept your burnt offerings and grain offerings. I won’t even notice all your choice peace offerings. Away with your hymns of praise. They are only noise to my ears. I will not listen to your music, no matter how lovely it is. Instead, I want to see a mighty flood of justice, a river of righteous living that will never run dry.”
Amos 6,21-24




Må floden stige i DK. I Roskilde. I Osted. I mine sange.